Storbyferie kan være en hektisk oplevelse. Bus, tog, metro, biler, mennesker overalt – det er naturligvis uundgåeligt og en stor del af oplevelsen, men af og til kan man have brug for et lille pusterum, væk fra Berlin’s pulserende liv.
Heldigvis findes der i Berlin masser af rekreative områder, parker og åndehuller som man kan besøge og stresse lidt af i.
Viktoriapark i Kreuzberg er unik da den er placeret på et plateau og dermed har udsigt over det sydlige Berlin. Herfra kan du nyde udsigten til Sony Centret og Rigsdagsbygningen samt en stor del af Berlin’s skyline. I parken ligger desuden Golgatha Biergarten, som er en institution i området og flittigt brugt af indbyggerne. De serverer grillede snacks og forfriskninger.
Badeschiff an der Arena flytter stranden til Berlin. Nyd solen i en af de mange liggestole og tag et forfriskende dyk i swimming poolen, der er placeret i floden Spree.
Tiergarten – Berlins største park er for berlinerne såvel som for turister en dejlig naturoplevelse og et sted, hvor man kan tilbringe sin fritid med venner og familie. Om sommeren er det som en stor grillplads, og den er også kendt verden over som følge af den årlige ”Loveparade”.












